Idéen til udviklingen af Theobroma var at bygge en højttaler, hvor de tekniske løsninger skulle vælges, så de påvirkede musikken mindst muligt. Prisen skulle der selvfølgelig også tages hensyn til.

 

Kabinettet:

Theobromas kabinet er udformet som et trykkammer, fordi man med denne type kabinet kan opnå en meget velkontrolleret basgengivelse med høj opløsning. En basrefleks konstruktion ville selvfølgelig give mere niveau i basområdet, men ville ikke kunne levere samme høje opløsning og kontrol som trykkammer løsningen. Der er altså bevist lagt vægt på kvalitet frem for kvantitet. Samtidig passer afrulningen fra et trykkammer meget bedre til den naturlige forstærkning, som alle rum tilfører. Tilpasningen mellem højttaler og lytterum er vigtig en faktor, som desværre tit bliver overset, men som har afgørende betydning for at kunne opnå en god gengivelse.

Kabinettet har en volumen på ca. 22 liter, og det giver sammen med den valgte enhed et system Q på ca. 0,43 (teoretisk). Det giver grundlaget for at opnå en basgengivelse, som er impulsiv og af høj opløsning. Kabinettet er bygget i 22 mm MDF, og alle flader er understøttet af interne afstivninger.

 

Delefilteret:

Hjertet i Theobroma er et delefilter, som på en gang både er simpelt og genialt. Filteret er beskrevet i Sonus Fabers patent ansøgning nr. EP0485010A1, og det blev brugt i deres high-end højttaler Extrema fra 1991.

Normalt bruges en kondensator til at afskære diskanten fra bassen og evt. en modstand til dæmpning, men i dette filter bruges der en spole og en modstand. Man skal dog være opmærksom på, at modstanden i denne type filter elektrisk set sidder parallelt med basenheden, og den derfor sænker impedansen i basområdet. Dette betyder, at man nødvendigvis bør vælge en diskantenhed, som har betydelig højere output i forhold til basenheden, da impedansen i basområdet ellers ville blive kritisk lav. Fordelen ved denne filtertype er, at man helt undgår, at valget af kondensator kan farve eller forringe signalet.

I Theobroma indeholder filteret kun 3 komponenter. Basenheden afskæres med en spole på 1,8mH, og diskanten dæmpes og afskæres med en modstand på 10ohm/50w og en spole på 0,2mH. Bemærk at modstanden skal kunne tåle meget effekt, og at begge spoler bør have lave DC-modstand.

Filter-komponenterne, som jeg har brugt, er af absolut højeste klasse: Foliespoler fra danske Jantzen Audio og induktionsfrie modstande fra Vishay sikre at filteret påvirker musikken mindst muligt.

Jeg har i tidligere konstruktioner tydeligt kunne høre forskel på almindelige trådviklede og induktionsfrie modstande. Dog har forskellene været minimale i Theobroma, selvom de tydeligt klarlægger forskelle på eksempelvis kabler eller spoler. Hvorfor de induktionsfrie modstandenes normale fordele ikke er så tydelige i dette filter, ved jeg ikke, men det kunne måske skyldes fraværet af kondesatorer.

 

Enhederne:

Enhederne, som er brugt i Theobroma, kommer begge fra Monacor. Diskanten DT-300 har jeg brugt i andre konstruktioner med godt resultat, desuden passer dens data godt til dette projekt (lav resonans, lavt Qts og højt output). Den valgte bas/mellemtoneenhed SPH-225C har et bredt arbejdsområde og passer godt til små tovejs konstruktioner.

 

Resultatet:

Selvom Theobroma ikke er bygget på ”rocket science” og ikke koster ”spidsen af en jetjager”, spiller de overraskende godt. Lyden kan beskrives som: åben, musikalsk og detaljeret. De afslører tydeligt forskelle mellem forskellige indspilninger helt uden at være analytiske, og lyttetræthed er en by i Rusland. Theobroma afsløre også nemt forskelle i resten af anlægget, og de fortjener bestemt at være tilsluttet godt udstyr.

På grund af Theobromas lave følsomhed og impedans kræver de en forstærker, som kan levere en del effekt, og jeg vil anbefale, at man som minimum har 150w/4ohm til rådighed.

Skulle du have fået lyst til at bygge et sæt Theobroma højttalere så kontakt mig for at få en kopi af tegningerne over kabinetterne.

 

Stolberg ©